Foreningen GayNord afholdt fredag den 20. marts sin ordinære generalforsamling i Forsamlingsbygningen i Hjørring.
Formanden, Bo Rasmussen, aflagde beretning for det forgangne år, hvor han bl.a. fortalte om bestyrelsens arbejde og de aktiviteter der har været. Foreningen har to faste mødeaftner, hver onsdag i Aalborg og hver torsdag i Hjørring. Her mødes foreningens medlemmer og andre homo- og biseksuelle over en kop kaffe til socialt samvær.
GayNord deltog i sidste års Pride Parade i København, hvor foreningen blev synliggjort. GayNord har afholdt to fester i Aalborg, en 10-års reception og jubilæumsfest i Hjørring samt en række kulturelle arrangementer.
Foreningen har i det forgangne år fået 19 nye medlemmer, hvilket viser at der er behov for en forening, som GayNord i Nordjylland.
Kassereren fremlagde derefter regnskab, som viser at foreningen har en sund og robust økonomi.
Allerede ved indkaldelsen til generalforsamlingen stod det klart at der skulle vælges nye medlemmer til bestyrelsen, idet to ikke ønskede at fortsætte i bestyrelsen.
Traditionen tro blev generalforsamlingen afbrudt efter personvalgene for at den nyvalgte bestyrelse kunne konstituere sig. Den nye bestyrelse består af formand, Lars Jensen (Skagen), næstformand, Ulrik Mark Jensen (Gundersted), kasserer, Tonni Mortensen (Nr. Sundby), samt Bo Rasmussen (Aalborg) og Uffe Pedersen (Nr. Sundby).
Den nyvalgte formand takkede den afgående formand for stort og engageret arbejde for GayNord gennem de seneste 10 år.