Log ind  
  Registrer  

 Søg  
 Forside -> Gaynord
  Nyhedsvisning  

Homoseksualitet er medfødt

Hvorfor bliver nogle bøsser eller lesbiske? Fordi de er født homoseksuelle! Sådan lyder budskabet fra engelske forskere, der afviser, at fraværende fædre, dominerende mødre eller andre miljøfaktorer får homoseksualiteten til at blomstre.

Når bøsser og lesbiske i dag deltager i Copenhagen Pride-paraden, så understreger de med fest og farver, at de bryder reglen om, at enhver arts vigtigste opgave er reproduktion og at sikre artens overlevelse.

Hvorfor, de bryder denne regel, har optaget dem selv, omverdenen, forskere og deres forældre i mange år, og i en ny gennemgang af den videnskabelige litteratur om homoseksualitet når engelske forskere frem til, at homoseksuelle er født til at tænde på deres eget køn.

Generne, kemiske processer i fosterlivet eller begge dele afgør nemlig det kommende barns seksualitet. Så glem alt om, at fraværende fædre, overbeskyttende, dominerende mødre eller andre miljøfaktorer gør barnet til enten bøsse, lesbisk eller ligefrem biseksuel, lyder budskabet fra de engelske forskere, der har offentliggjort deres forskning i bogen »Born Gay: The Psychobiology of Sexual Orientation«.

»Der er absolut intet belæg for, at homoseksualitet er miljøbetinget. Opdragelse og opvækst spiller stort set ingen rolle. Seksualiteten er allerede på plads før fødslen,« forklarer personlighedsforsker Glenn Wilson, University of London, der har skrevet bogen sammen med psykobiolog Qazi Rahman, University of East London.

»Forældre skal altså ikke gå og føle sig ansvarlige for, om deres søn bliver bøsse eller ej. Der er heller ikke noget, der tyder på, at et homoseksuelt forældrepar kan præge en søn til at blive bøsse,« tilføjer Glenn Wilson.

Forskerne kan dog ikke udpege, hvor i arvemassen seksualiteten i givet fald bliver bestemt. Der er ikke identificeret et afgørende bøsse-gen, selv om forskerne tidligere har rettet søgelyset mod q28-genet på det mandlige x-kromosom.

»Der er formentlig mange gener på spil,« understreger Glenn Wilson.

Det virker dog ulogisk, at mennesker har gener, der potentielt kan forhindre dem i at få børn. Altså må sådanne gener have betydning for andre, vigtige egenskaber.

»Måske findes der en gruppe af gener, der gør mænd i stand til at knytte tætte sociale bånd og samarbejde med andre mænd i forbindelse med jagt og kamp. Disse gener har måske også betydning for mere kvindelige egenskaber som ømhed og empati,« forklarer Glenn Wilson:

»Hvis en mand har nogle af disse gener, så gør det ham attraktiv for kvinder, og det styrker hans mulighed for at reproducere sig selv. Har han dem alle, så bliver han homoseksuel, og det gavner ikke hans reproduktion.«

Men, forklarer Glenn Wilson, måske er sandheden slet ikke gemt i generne, men i stedet i livmoderen. Måske bliver seksuelle tilbøjeligheder afgjort i fosterlivet, oplyser Glenn Wilson og henviser til den såkaldte big brother-effekt.

»Jo flere ældre brødre, man har, jo større er sandsynligheden for, at man bliver bøsse,« siger han.

Hvis en mor f.eks. bærer et drengefoster for femte gang, har hun dannet mange antistoffer i livmoderen mod kønshormonet testosteron, der naturligt bliver produceret af drengefostret. Dermed går der kuk i tilførslen af testosteron til fostrets hjerne og dermed den seksuelle udvikling.

»Vi ved ikke præcis, hvad der foregår, men det er noget i den retning,« lyder det fra Glenn Wilson.

Fostrets seksuelle udvikling kan måske også blive påvirket af kemiske påvirkninger udefra. I hvert fald tyder forskning på, at kvinder, der er nødt til at tage kunstigt fremstillet stofskiftehormon, har en større sandsynlighed for at få en lesbisk datter.

»Ja, der kan man bare se,« noterer Glenn Wilson: »Der er mange faktorer. Når de alle bliver lagt sammen, tegner der sig et klart billede af, at den seksuelle præference er medfødt.«

Det engelske forskermakkerpar ser også nærmere på forekomsten af homoseksualitet og når frem til, at tre-fire procent af mænd er bøsser, og to-tre procent af kvinder er lesbiske. Dermed er ofte fremførte påstande, som at hver tiende mand er homoseksuel, »groft overdrevne tal«, som Glenn Wilson udtrykker det.

»For mænd er det meget enten eller. Enten er de bøsser eller heteroer. Med kvinder er det lidt anderledes. De er mindre målrettede og mere reaktive i deres seksualitet,« siger han:

»Hvis en kvinde har meget dårlige erfaringer med mænd, så kan hun måske finde på at indgå i et forhold med en sød, kærlig og forstående kvindelig ven. Men sex vil i så fald være noget sekundært.«

Dermed bliver søgelyset rettet mod biseksualiteten, som kun fylder ganske lidt i det erotiske univers. Meget få mænd eller kvinder er ægte biseksuelle.

»Hvis man laver forsøg med mænd, der hævder at være biseksuelle, så viser det sig, at de minder om bøsser. Når de bliver vist erotisk materiale med mænd eller kvinder, så reagerer de fleste af dem på mænd. Kun få af dem på kvinder,« fortæller Glenn Wilson.

Lagt på www.berlingske.dk lørdag den 13. august 2005 kl. 03:30
Af Jens Ejsing

Forrige side | Næste side


Der er endnu ingen kommentarer - vil du være den første?

Klik her for at indsende en kommentar
Module Border