Af Karen M. Larsen, adjunkt, Løjtegårdsvej 30 B, 2770 Kastrup

København vil gerne se sig selv som en moderne og tolerant by. Vi er med på noderne her, og der skal være plads til alle. Men virkeligheden er desværre alt for ofte en anden.

Et af Københavns problemer er de såkaldte hatecrimes rettet mod homoseksuelle. For desværre er vores hovedstad ikke mere tolerant, end at bøsser og lesbiske, der vil nyde godt af byens homocafeer og diskoteker, risikerer at blive overfaldet, hvis de vover at begive sig på vej hjem i de sene aften- og nattetimer.

Optrapning af chikane
F.eks. refererede den radikale overborgmesterkandidat Klaus Bondam ved en båltale i forbindelse med Sankt Hans en mail fra en bøsse på hans egen alder, der bl.a. berettede: »Gennem den seneste tid har der været en optrapning af chikane fra andengenerationsindvandrere, specielt i Studiestræde her i byen. De sidder simpelt hen i deres biler og venter på, at vi kommer ud på gaden. Specielt sidste weekend var det ekstremt ubehageligt. De ligger på lur med køller og baseballbat - nogle forsøgte at ringe efter politiet, men de ville ikke komme.«
Det er imidlertid ikke bare her i landet, at homoseksuelle oplever, at den homofobiske vold ikke synes aftagende, men i stedet faktisk tiltagende. Volden mod homoseksuelle i Sverige synes f.eks. i de seneste år at tage til. Det samme er tilfældet i Polen, hvor det sågar lader til, at de polske myndigheder reelt set opmuntrer til denne vold i stedet for at gøre en indsats for at beskytte landets homoseksuelle borgere.

Som de tyske jøder
Jeg kan som homoseksuel ikke lade være med at tænke på, at homoseksuelles nuværende situation i et bekymrende omfang synes at ligne den situation, som de tyske jøder befandt sig i i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Ligesom jøderne i denne periode i løbet af få årtier oplevede sociale og politiske forbedringer, som overgik alt, hvad der var sket i løbet af de seneste to årtusinder, oplever også vi homoseksuelle i dag, at vore livsbetingelser er blevet dramatisk forbedrede, både her i Danmark og i resten af den vestlige verden.
Vort problem er imidlertid det samme som jødernes i datidens Tyskland. Vi bliver af forskellige reaktionære grupper i samfundet opfattet som et symbol på den af dem forhadte moderne verden og som en trussel mod deres værdier. Antisemitismen dengang var en reaktion mod jødernes frigørelse, samtidig med at den var et udslag af en dybereliggende angst og usikkerhed forårsaget af de dramatiske forandringer, som de europæiske lande gennemgik i denne periode.

På samme måde er vor tids homofobi et udslag af forskellige religiøse gruppers aggressive reaktion på den homoseksuelle frigørelse, der kombineres med angst for og had til det moderne vestlige og sekulære samfund. Dette had giver sig udslag i unge muslimers voldelige overfald på bøsser og lesbiske her i København, men det gav sig også udslag i den massedemonstration mod homoægteskaber i Spanien, der blev organiseret af den katolske kirke.

Den muslimske såvel som den protestantisk fundamentalistiske og katolske retorik rettet mod homoseksuelle tager til i voldsomhed. Homoseksualitet skildres ikke bare som en synd, hvad jo er en legitim religiøs påstand, men homoseksuelle skildres også som en dødelig trussel mod familien og dermed mod hele samfundet, og der fabuleres om en homoseksuel sammensværgelse mod civilisationen. Ligheden med den antisemitiske retorik fra 1800-tallets og starten af 1900-tallets Tyskland er så slående, at det bliver helt uhyggeligt.

Tysklands jøder, der var veltilpassede og godt integrerede, var alt for længe om at se den dødelige fare, som antisemitismen udgjorde. Man slog den hen som et forbigående fænomen, som oplysningen og samfundsudviklingen nok skulle få bugt med. Ingen havde forestillet sig, at antisemitismen ville ende med holocaust.

De, der tier, samtykker
Som homoseksuel skal man altså ikke tro, at den hellige grav er vel forvaret. Fremtiden kan bringe en fuldstændig retslig og social ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle, men den kan også ende med gaskamre og massegrave og naturligvis med et eller andet midt imellem.
Vi homoseksuelle er derfor kaldet til fortsat at kæmpe for at få samme rettigheder og samme pligter som alle andre samfundsborgere. På samme tid må vi imidlertid også appellere til hele samfundet om hjælp og beskyttelse mod dem, der hader og bekæmper os. De, der tier, samtykker.