Haarder: Nej til diskrimination
PRESSEMEDDELELSE fra Landsforeningen for bøsser og lesbiske
Landsforeningen for bøsser og lesbiske glæder sig over at undervisningsminister Bertel Haarder i et svar til foreningen understreger, at kristne friskoler ikke må undlade at ansætte homoseksuelle lærere på grund af deres seksuelle orientering.
Landsforeningen henvendte sig til undervisningsministeren, efter morgenavisen Jyllandsposten havde dokumenteret, at kristne friskole ikke ønskede at ansætte homoseksuelle lærere. Formålet med Landsforeningens henvendelse var at få afklaret forholdene omkring undtagelser fra diskriminationsbestemmelserne i Lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
Som svar på henvendelsen fra Landsforeningen for bøsser og lesbiske skriver undervisningsministeren, at de undtagelser, der er i lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet alene gælder: Politisk anskuelse, religion og tro.
Derudover skriver ministeren, at det kun er ved ansættelser af lærere til undervisning i holdningsbærende fag, at undtagelsen ville kunne anvendes. Denne undtagelse gælder jævnfør § 6 i loven.
”Vi er i landsforeningen glade for, at ministeren melder så klart ud på dette område og vi må derfor stærkt opfordre friskolerne til at efterleve loven. Det er ikke rimeligt at man som kristen homoseksuel lærer kan risikere at blive diskrimineret på denne måde” udtaler Peter Andersen, der er formand for Landsforeningen for bøsser og lesbiske. ”Disse skoler har også en forpligtigelse til at uddanne børnene til den hverdag, der eksisterer i Danmark i dag og dermed også til at homoseksualitet forbliver accepteret”.
Ministeren fremhæver, at man som arbejdsgiver ikke kan få undtagelser fra loven, der krænker menneskerettighederne og i blandt disse er seksuel orientering. Det er for en kristen friskole i orden at fravælge en lærer, hvis denne ikke er kristen og der stilles de samme krav til de andre lærere på skolen, men ikke på grund af dennes seksuelle orientering.
Med venlig hilsen
LANDSFORENINGEN FOR BØSSER OG LESBISKE
Anders Pedersen
Arbejdsmarkedspolitisk udvalg
Yderligere oplysninger: Anders Pedersen, 26 85 38 92
Forrige side | Næste side
Der er endnu ingen kommentarer - vil du være den første?
Klik her for at indsende en kommentar